Internet-pioner, serieiværksætter og tidligere tv-vært Tim Frank Andersen har et arbejdsliv bag sig, der kan få mange til at tabe pusten. Som iværksætter gennem 30 år, står han bag en række virksomheder. Han har både arbejdet solen sort som iværksætter, og han har bygget firmaer op for så at måtte rive dem ned igen.
Interessen for at nørde sig ned i ny teknologi, som er blevet hans levevej, er gået hånd i hånd med evnerne inden for populærformidling og salg, og med den kombination har han fundet nøglen til det gode arbejdsliv.